Tørvemosser (Sphagnum)

På verdensplan findes der cirka 300-450 arter af tørvemosser i slægten Sphagnum. Dens udbredelse omfatter alle kontinenter undtagen Antarktis.

Tørvemos er i stand til at lagre sit eget vand, og moseområder bestående af levende og dødt materiale af tørvemosser, danner grundlaget for hele økosystemer. Jo større de bliver, jo mere regnvand lagre de, uafhængig af grundvandet, hvilket giver et meget surt miljø. I dette vandmættede, sure miljø trives bakterier ikke, hvilket betyder at mosserne ikke nedbrydes, når de dør, og moserne menes at lagre omkring 20% af al det kulstof, der er i jorden.

Dette gør slægten Sphagnum til en af de planteslægter, der har størst indvirkning på klodens klima,

Tørvemoser dækker cirka 2 millioner kvadratkilometer på jordens overflade.

I Europa findes der cirka 60 arter og i Danmark lige under 40. Enkelte arter er relativt nemme at identificere, mens andre kræver mikroskop og gode bestemmelsesnøgler, for at kunne placere med et rigtigt navn. Mosserne er stærkt plastiske og ændre let udseende, alt efter miljø og årstid.

Vi finder arterne i de højmoser, de selv har skabt, men også i forskellige andre typer af moseområder og kær, og enkelte kan vokse i fugtige skove.

De enkelte arter har ofte specifikke nicher. Nogle foretrækker det vådt eller vokser helt under vand, mens andre gerne vokser mere tørt på tuer. Nogle skal have det meget surt, mens andre tåler mere mineralholdigt vand. Sol og skygge påvirker også hvilke arter, der gror hvor.

Pottedyrkning.

De fleste tørvemosser er ret nemme at dyrke, hvis man følger nogle få retningslinjer:

De tåler kun regnvand.

De tåler ikke gødning.

De tåler ikke udtørring i nævneværdig grad.

Der ud over er lysbehovet forskellig fra art til art.

I naturen har de vidt forskellige nicher, men så længe man holder dem godt fugtige, kan de fleste dyrkes nogenlunde ens. Nogle arter tåler let udtørring, men generelt vil jeg fraråde det, da dette fungerer bedst med etablerede tuer. Nogle tåler tåler at stå periodevis under vand, det skriver jeg om hos de enkelte arter.

Man kan enten vælge at dyrke dem i sig selv, eller helt uden substrat, hvilket jeg dog ikke benytter mig af.

Det er en lidt mærkelig sætning, det der med at dyrke dem i sig selv, men det nemmeste at dyrke dem i, hvis man kun har ganske lidt startmateriale, er i ugødet tørv eller sphagnum, som man kan købe på planteskoler. Dette giver et lager af vand således, at selve mosset ikke tørre så hurtigt ud.

1. Man folder startmaterialet ud så vækstpunkterne på mosset samles i den ene ende, og resten skal være så langt som muligt, dog ikke længere end den potte man gerne vil dyrke dem i, er høj.

2. Vækstpunkterne skal placeres i højde med den gennemvåde tørv, så de kan danne et samlet lag. Stænglerne på mosset skal stikke så dybt i potterne som muligt, da de er med til at suge vand op. De suger ikke som planterødder vil gøre, men frem til at de nedbrydes, er de med til at suge vand op til vækstpunkterne, der med tiden vil danne deres egen lille tue og et mere stabilt miljø.

3. Der fyldes op med tørv. Det skal være samlet, men ikke presset hårdt sammen.

4. Potten stilles i regnvand som hvis man dyrkede soldug eller Sarracenia.

Det største skadedyr i en Sphagnum-samling er solsorte. Mosserne er det ideelle redemateriale, så har man sjældne mosser er en omgang tråd en god ide.

Bortset fra at sikre at tørvemosserne ikke tørre ud, er det vigtigt at holde de forskellige arter og former ude af hinandens potter. De vokser med forskellig hastighed, så en samling, der ikke holdes ved lige, kan hurtigt blive overtaget af nogle få, hurtigtvoksende arter.