Lundmosegård Planter.

Den Gamle Mose.

Den Gamle Mose eksisterer ikke mere, men det er med den, at jeg fik mine første erfaringer med mosebede. Den var anlagt ved vores gamle hus, men da det er både solgt og jævnet med jorden, er der kun billederne tilbage. Jeg begik en række fejl i anlæggelsen og vedligeholdet af dette bed, der har været lærerige. Det fungerede i 9 år.

Bedet var anlagt i jorden, hvilket fungerede godt. Det er gammel hedejord, den var anlagt på, og en del af dette kunne blandes med tørv og fungere direkte. Nemt.

Bedet var anlagt som en almindelig havedam, hvor man så bare fylder jord og tørv tilbage i. Kanten af bedet var lavet af stammer af skovfyr fra min svigerfars plantage. Kørt derhen med traktor. Nemt. 

Bedet fik sol et par timer midt formiddag og igen om eftermiddagen. Det var for lidt. Planterne fik ikke sol nok.

Jeg anvendte ofte vand fra hanen, der ellers er blødt i det område. Dette ændrede langsomt tørvens egenskaber, og det begyndte af nedbryde langsomt, hvilket gik ud over de kødædende planters vækst. 

Jeg forsøgte mig med at dyrke soldug i bedet, hvilket viste sig at være umuligt. Når man bor i et villakvarter er koncentrationen af solsorte højt, og i de 900kvm have havde vi mindst tre par. På mine nuværende to hektar har jeg to par om sommeren. Solsorte trives bedre sammen med mennesker i villakvarterer end på landet.

Jeg satte en flot stor Jomfruhår ud i bedet. Dette var en stor fejl. Den får omfattende rodsystemer og er umulig at fjerne. Den overvokser alt. 

I baggrunden ses min gamle kaktus samling. Frosttolerante arter.

Bedet passede godt ind i hedelandskabet. Når man stod i køkkenet kunne man se mosebedet og i baggrunden heden og morænebakkerne. Smukt, og noget man aldrig blev træt af.

Det specielle landskab genererede meget kulde om vinteren. Der hvor bedet lå, målte jeg på et tidspunkt minus 28C. - kortvarigt, men det viser, at de Trompetblad jeg havde i bedet, virkeligt var vinterhårdføre. Jeg har siden avlet videre på mange af klonerne.