Lundmosegård Planter.
Kødædende planter i Danmark.
Introduktion.
I Danmark har vi en 11 arter af kødædende planter og tre hybrider. Det drejer sig om soldug, vibefedt, blærerod og de udsatte Trompetblad.
Listen ser sådan ud:
Drosera anglica - Langbladet Soldug.
Drosera intermedia - Liden Soldug.
Drosera rotundifolia - Rundbladet Soldug.
Drosera x obovata (D. anglica x rotundifolia)
Drosera x eloisiana (D. intermedia x rotundifolia)
Pinguicula vulgaris - Alm Vibefedt.
Sarracenia purpurea purpurea. (Udsat, men etableret)
Sarracenia x catesbaei. (Udsat, men etableret)
Utricularia australis - Slank Blærerod.
Utricularia intermedia - Storlæbet Blærerod.
Utricularia minor - Liden Blærerod.
Utricularia ochroleuca - Kortsporet Blærerod.
Utricularia stygia - Thors Blærerod.
Utricularia vulgaris - Almindelig Blærerod.
De er udbredte over hele landet, men flere af dem findes kun på en eller meget få lokaliteter. Især Langbladet Soldug, de to soldug hybrider, samt Thors Blærerod er meget sjældne. Drosera x eloisiana og Thors Blærerod findes efter mine oplysninger, hver kun på en lokalitet.
Vil man gerne starte med at se kødædende planter i Danmark, er Rundbladet Soldug, den der er nemmest at finde. Den findes de fleste steder, hvor der er intakte moseområder med tørvemosser.
Rundbladet Soldug - Drosera rotundifolia.
Rundbladet Soldug er den mest almindelige soldug i landet, og velsagtens den nemmeste art at finde. Det er samtidigt den mest talrige kødædende plante i hele verden. Den er udbredt på hele den nordlige halvkugle,, med enkelte tropiske populationer på Filippinerne og på Ny Guinea.
Den bliver størst på intakte områder med kompakte tørvemosser, men findes også hist og her på bar tørv, hvor den dog ikke bliver nær så gammel som på levende tørvemos, da den her er mere udsat for udtørring, og ofte må starte forfra fra frø. Tilgengæld spirer den og alle andre danske soldug, bedre på bar tørv. Så der er fordele og ulemper ved begge dele.
Danske soldug er som regel ofte selvbestøvende, men vind spiller muligvis en rolle, samt små biller.
Liden Soldug - Drosera intermedia.
Liden Soldug har en helt anden niche end Rundbladet Soldug. Den foretrækker lavninger i landskabet, der enten er oversvømmet om vinteren, eller hele året. På engelsk kaldes den undertiden for Water Sundew, hvilket er et meget passende navn.
Den vokser ofte i nærheden af, eller sammen med, Rundbladet Soldug, men dette afhænger helt af hvor meget vand, der står om vinteren. Ofte finder man dem tæt på hinanden, men hvor Rundbladet er placeret 10-20 cm højere oppe på tuer, og Liden Soldug i lavninger.
De danner yderst sjældent hybrider, selv om de står så tæt, at det burde ske ofte, bare det blæser lidt..
Liden Soldug er sjælden, men er dog til at finde, når først man lærer, hvordan dens nicher ser ud. Lavtliggende, om sommeren bart, fugtigt tørv er en god indikator på, at der kan være Liden Soldug i området.
Det er en meget variabel plante, der ser forskelligt ud forskellige steder i landet, men som også er ret plastiske inden for samme population, alt efter om den vokser på land eller i vand. Den er meget effektiv til at genetablere sig fra frø, der kan holde sig i årevis.
Langbladet Soldug - Drosera anglica.
Langbladet Soldug er den af vores soldug arter, der er mest sjælden. Den har tidligere haft en større udbredelse, men lige nu er det eneste, jeg har kunnet verificere en stor population i Thy, og en meget lille og sårbar population på en ø i Limfjorden. Der ud over skulle den findes ude ved østkysten i Nordjylland samt på Bornholm. Den angives ofte fra andre steder, men når man tjekker op på det, viser det sig altid, at være en af de andre to arter.
Når man først har set planten, er den nem at genkende. Den er meget større end de andre arter, bladene er mere lodrette og med større fangstblade end Liden Soldug. Den virker ret kritisk i sit valg af levesteder, og den findes ofte sammen med meget kompakte og store tuer af Tørvemos. Disse tuer har helt sikkert en stor betydning for planternes overlevelse.
Drosera x obovata.
Krydsningen mellem D. anglica og D. rotundifolia er lige så sjælden som Langbladet Soldug. Dette skal forståes sådan, at hver gang jeg har fundet Langbladet Soldug, har den vokset sammen med Rundbladet Soldug, og hver gang har jeg fundet hybriden mellem dem. I modsætning til D. x eloisiana, som i hele Europa er en meget sjælden plante (Den er af en eller anden årsag mere hyppig i Nordamerika), så ser det ud til at D. x obovata opstår stort set hver gang dens forældrearter mødes. Ikke bare i et enkelt eksemplar, men i noget, der regelmæssigt opstår.
Det er en stor, hurtigt voksende plante, der dog er steril, og derfor ikke kan etablere sig andet end vegetativt.
Eksotiske arter: Trompetblad (Sarracenia).
Flere steder i landet blev der (angiveligt) i firserne udsat Trompetblad i Danmark. Dette er også sket i en række andre lande i Europa, og arten S. purpurea purpurea trives flere steder bedre, end den gør i dens hjemlande.
På billederne ses et lille moseområde inde i en skov i Midtjylland. Her vokser en etableret bestand af S. purpurea purpurea, gamle planter af S. x catesbaei, samt deres krydsninger.
Jeg har fulgt bestanden i snart tolv år. Selve bestanden i mosen er blavet større, men til trods for, at jeg har ledt intensivt i de nærliggende moser, ser det ikke ud til, at planterne har spredt sig til disse.
Sarracenia purpurea purpurea.
Denne smukke art har sin naturlige udbredelse i Nordamerika, Fra New Jersey i USA, nordpå til det sydlige Canada, og tværs vestover på kontinentet.
I denne mose findes den rene art primært i kanterne af mosen, mens planterne længere ind mod midten er hybrider.
Sarracenia x catesbaei.
Jeg vurderer disse planter til at være de oprindelige udsatte planter. De er gigantiske.
Tilbagekrydsninger.
Ud over de udsatte planter findes der hundredvis af selvsåede planter, der stammer fra selvbestøvede S. x catesbaei og tilbagekrydsninger mellem S. x catesbaei x S. purpurea purpurea. Afkommet har så igen krydset sig indbydes, og variationen blandt planterne er stor - dog inden for samme tema. Det er interessant at se hvor stor variation, der kan findes i så lille et genmateriale.
Alt dette er naturligvis meget spændende og lærerigt, men planterne hører dog ikke til i dansk natur. Jeg er ikke sikker på, at de udgør en egentlig skade for andre arter, men de lever i meget sårbare områder, der i forvejen er truet.
At de ikke har spredt sig, er naturligvis positivt, og jeg har svært ved at bruge betegnelsen invasiv om dem. Det begreb er der gået inflation i her i de senere år.
Skulle man på et tidpunkt have brug for at fjerne dem, kan det gøres på et par år. Man hiver planterne op og vender bunden i vejret på dem. Det, der tager tid, er alle de små planter, og frøbanken vil holde et års tid og stadigt spire. Efter et år, vil de fleste frø, have mistet deres evne til at spire.