Lundmosegård Planter.

Soldug (Drosera) - arter fra den nordlige halvkugle.

Det Kolde Nord.

På denne side vil jeg præsentere alle de arter, der findes i Nordamerika og i Europa, samt i den vinterkolde del af Asien.

Flere af dem er fuldstændigt vinterhårdføre i udendørs kultur her i Danmark.

I Nordamerika findes otte arter, mens der i Europa og i det nordlige Asien findes tre. Der til en række naturlige hybrider. De tre arter fra Europa og det nordlige Asien findes også i Nordamerika, så det er en lille gruppe af soldug ud af en slægte med over 200 arter.

Jeg har ikke billeder af alle arterne på siden endnu, men det kommer i 2022.

Langbladet Soldug - Drosera anglica.

Langbladet soldug er den mest sjældne art i Danmark. Den findes på mindst tre lokaliteter i Jylland og skulle efter sigende findes på Bornholm. Den findes i det nordlige Asien over Rusland til Sibirien, i Europa fra Skandinavien sydpå til Spanien og Italien, i Canada og i USA, hvor den har en nordlig udbredelse sydpå til Californien og Colorado. Der ud over findes der en tropisk form fra Hawaii, der ikke går i vinterdvale, men som vokser året rundt.

Man mener, at det er en art, der er opstået ved hybridisering mellem D. linearis og D. rotundifolia. På et tidspunkt er nogle af hybriderne blevet fertile, og har fortsat deres eksistens som selvstændig art. 

I naturen stiller den ret store krav til sine omgivelser, i alle fald under danske forhold, og jeg har selv kun fundet den på store tuer af langsomtvoksende Sphagnum spp., der beskytter planterne ved at opretholde et meget stabilt miljø. Andre steder i verden står den ofte mere vådt, end hvad vi finder herhjemme. 

Den er nem at dyrke i fuld sol. Enten i ren, ugødet sphagnum eller i langsomtvoksende levende tørvemos. På billederne ses et eksempel på hver af mulighederne. Planterne er fuldstændigt vinterhårdføre, med undtagelse af planter fra Hawaii, der skal overvintres under kunstlys ved 4-15C. 

Man skal ikke tage planter fra naturen. Dyrkede planter er nemme at skaffe, og jeg har dem ofte til salg. 

Drosera capillaris.

I USA har denne art primært en sydlig udbredelse langs kysten fra Texas til Maryland. Undervejs nordpå til Arkansas og Tennessee. Dette er artens nordlige udbredelsesområde, og den findes desuden vidt udbredt sydpå over Cuba, Central Amerika og langt ned i Sydamerika. 

Den findes i et utal af former. Den på billedet er en ret typisk form, men jeg dyrker den også i Anthocyanin fri, altså helt grøn og i en form med længere stængler, der muligvis er en fertil hybrid mellem D. capillaris og D. intermedia. 

Den er ikke hårdfør udenfor, men trives godt i et drivhus, så længe at der ikke kommer hård frost. Den danner ikke vinterknop, men bladene kan visne, og det centrale skud står tilbage.

Alternativt kan man tage dem ind under kunstlys om vinteren ved 2-15C.

Planterne er ikke længelevende, men spreder sig voldsomt med frø, der ofte blomstre samme år, de er spiret. Planten på billedet står ved 4C i december i drivhuset. 

Drosera filiformis.

Drosera filiformis, med underarten filiformis, er en nordamerikansk art med en ret fragmenteret udbredelse. Den findes i Nova Scotia i nord, i Massachusetts og i New Jersey. Desuden findes den i North Carolina. 

Den anden underart Drosera filiformis floridana findes på nogle få lokaliteter i Florida.

Drosera tracyi har tidligere været underart for D. filiformis, men regnes her som en nærtbeslægtet, selvstændig art.

Drosera filiformis filiformis er store, vinterhårdføre soldug, der danner en solid vinterknop. De er hårdføre i udendørskultur i Danmark, og både fangstblade og de store blomster er meget attraktive. Bladene bliver mellem 20 og 30 cm lange. De er som de andre fra denne gruppe, i stand til at tage bytte op i størrelsen store stankelben og guldsmede.

Drosera filiformis floridana er smukke røde udgaver af den nordlige underart. Ud over den røde farve, udmærker de sig ved at vokse året rundt. Står de længe ude i efteråret vil de pga den kortere daglængde danne vinterknopper, men vil fortsætte med at vokse. De forsøger altså både at gå i dvale og vokse på samme tid. De skal om sommeren dyrkes i drivhus og overvintres under kunstlys. 2-15C. De er ikke vinterhårdføre.

Planterne dyrkes, uanset underart, i relativt store potter i ugødet sphagnum, der kan være blandet op med lidt perlite eller sand uden kalk. Drosera filiformis filiformis kan endvidere dyrkes i mosebede.

Drosera filiformis filiformis Ocean co. New Jersey. USA.

Planterne dyrkes her i store potter ude. I sensommeren danner nogle af planterne røde blade. Ingen vinterdækning.

Drosera filiformis filiformis. Old Dock. North Carolina. USA.

Liden Soldug - Drosera intermedia.

Liden Soldug er endnu en art med både tropiske og tempererede former. Den er udbredt i Europa, Nordamerika, Cuba og det nordlige Sydamerika ned til Brasilien. Der er ikke volsomt meget variation mellem planterne fra de forskellige dele af dens udbredelsesområde, men de tropiske former tåler ikke frost. Nogle af dem kan danne en mere eller mindre velformet vinterknop, som en reaktion på en kortere daglængde, men dette er formentlig noget genetisk hukommelse fra en tid hvor planterne levede i et koldere klima. Frosttolerancen er glemt.

De nordlige former er fuldt vinterhårdføre.

Af de tre hjemlige soldug arter, er det den, der lever, hvor det er mest vådt. En typisk niche for Liden Soldug er fordybninger på heden, der enten om vinteren er oversvømmet eller endda i lavvandede hedesøer. Når den står på dybt vand, danner den lange stængler. Det kan ingen af de andre soldug i Danmark. Disse fordybninger kan i tørre år udtørre helt og blotte ren tørv og sand, der hurtigt kan koloniseres af nye soldug fra planternes frøbank. Man kan se billeder af et typisk habitat på siden for danske kødædende planter. 

Gigantiske Liden Soldug.

Viden om hvordan planterne lever i naturen, kan bruges når vi skal dyrke dem. Vil man have store planter, vil man kunne få dem til at danne stængler ved at dyrke dem i sommervarmt, lavt vand.

Billede nr et og to er af planter fra North Carolina, både i den normale røde form og i en helt grønne Anthocyaninfri form. Begge trives godt på friland, men kan også dyrkes i drivhus, hvor man får meget mere størrelse på dem.

Billede nr. tre viser planter dyrket på lavt vand. Er vandstanden højere bliver stænglerne længere. Om vinteren visner de ned, og starter forfra det følgende år.

Rundbladet Soldug - Drosera rotundifolia.

Rundbladet Soldug er formentlig den mest udbredte soldug i verden. Det er også den mest almindelige art i Danmark, og bor man i Jylland, er der sjældent langt til at kunne se dem i naturen, men de findes også i resten af landet i områder med en stabil bestand af tørvemosser.

Den findes i Nordamerika fra Canada i nord til South Carolina og Georgia i syd, i Europa fra Skandinavien til Libanon, hen over Rusland til Japan, og sydpå med et par tropiske former på henholdsvis Philippinerne og Ny Guinea.

Der er ikke den store variation i planterne, uanset hvor man finder dem, og ofte kan der være større variation hos planterne indbyrdes i en population end mellem populationerne. Som oftest skabt af de fysiske rammer.

De tropiske former danner lidt anderledes frø, og tåler ikke frost. Typer fra den sydlige del af dens udbredelsesområde er mere varmekrævende.

Som med så mange andre soldug, findes den i en anthocyanin fri form. Se billede et. Denne stammer fra Japan, men er hårdfør under dyrkning i Danmark. Den er dog ikke så fertil som andre former, så frøene spirer ikke helt så godt.

Rundbladet Soldug er nem at dyrke udenfor, og der findes gode etablerede bestande i dyrkning. Den kan dyrkes på ren tørv, eller i langsomtvoksende tørvemos.

Drosera tracyi - Schnells White.

Drosera tracyi har tidligere været opstillet som underart af D. filiformis, men regnes i dag som værende en selvstændig art. Den er på alle måder en større udgave af D. filiformis og får lange, kraftigere blade i længden 30 til 50 cm. Blomsterne er dobbelt så store og den blomstrer over en periode af flere uger midt sommer. 

Om vinteren danner den meget store vinterknopper. Den er moderat frosttolerant, og tåler ned omkring minus 10C.

Den skal dyrkes i drivhus, da den er for varmekrævende til friland, og ikke tåler meget frost. 

Den naturlige udbredelse er langs Gulf staterne i det sydlige USA fra Mississipi over Alabama, Georgia og Florida.

Planten på billedet er en anthocyanin fri kultivar kaldet "Schnells White". Opkaldt efter Donald E. Schnell. Den er formentlig indsamlet i Alabama. 

Læg mærke til hvordan de nye blade folder sig ud på bregneagtig maner i foråret.

Drosera x californica arenaria.

Denne plante er indsamlet som frø fra D. tracyi planter i naturen i Florida, men er ikke den rene vare. Efter min bedste overbevisning drejer det sig om naturhybriden mellem D. filiformis floridana og D. tracyi. Denne kaldes D. x californica arenaria.

Billede et viser blomsterne.

På billede nr to, kan man se den stå foran tre potter med D. filiformis filiformis fra Pine Barrens, NJ. 

Billede tre viser D. tracyi "Schnells White" med bladene, der er ved at folde sig ud i maj, og D. x californica arenaria til højre for.

Billede fire viser højden på et eksemplar dyrket udenfor. Af en eller anden grund er den vinterhårdfør, selv om ingen af dens forældre arter er det. Den danner stort set ikke frø, hvilket er typisk for mange hybrider.

Drosera x eloisiana.

Drosera x eloisiana er en naturlig hybrid mellem Drosera intermedia og D. rotundifolia. Oprindeligt blev den publiseret under navnet Drosera x belezeana, men da det viste sig, at type eksemplaret for denne var en ren Drosera rotundifolia, blev navnet ændret til D. x eloisiana. 

Den er ret sjælden, og selvom man står på steder i naturen, hvor begge arter findes i stort antal mellem hinanden, skal man ikke forvente at finde den. I USA er den kendt fra flere områder, mens den i Europa mest er kendt fra Dorset i det sydlige England, fra et sted i Tyskland og minsanten også fra en dansk lokalitet i Jylland. Jeg har desværre aldrig set den i naturen, men håber at kunne tage billeder af den en dag.

Det materiale vi dyrker i hobbyen, stammer formentlig alt sammen fra Dorset populationen i England. Planten er steril, men vokser hurtigt og kan både formeres ved sideskud eller med bladstiklinger.

Drosera x hybrida.

Drosera x hybrida er en naturlig krydsning mellem Drosera filiformis filiformis og D. intermedia. Den er fundet på en håndfuld lokaliteter i New Jersey, hvor begge forældrearter vokser sammen. Planterne fra New Jersey er sterile.

For nogle år siden blev den udplantet af nogle lokale Kødæderfolk i Californien, hvor den etablerede sig. En plan blev lavet for at fjerne den, men det tog tre års ihærdig indsats, før den var væk. En mærkelig ting skete, at den var blevet fertil, og var begyndt at sprede sig via frø. Den var begyndt at opføre sig som en rigtig art. Dette sker ind i mellem for hybrider af soldug, og man kan forestille sig at hybridisering, er en væsentlig del af den naturlige evolution, inden for slægten. Drosera anglica som det bedste eksempel.

Mine planter stammer fra oprindelige planter i New Jersey og er sterile. 

Den er nem at dyrke på friland i Danmark, og vokser fint i ugødet sphagnum. 

Drosera x (anglica x filiformis).

Jeg har modtaget denne plante som krydsningen mellem D. anglica og D. filiformis. Jeg har ingen yderligere info om den. Uanset hvad man krydser D. filiformis filiformis med, får man noget, der ved første øjekast ligner D. x hybrida.

Planten er vinterhårdfør i udendørskultur i Danmark.

Drosera x obovata.

I modsætning til D. x eloisiana som kun sjældent opstår når forældrearterne vokser samme, så er D. x obovata langt mere almindelig. Lige så snart man finder D. anglica sammen med D. rotundifolia, ja, så er der gode chancer for også at finde deres hybrid D. x obovata.

Planten er steril, men kan formeres vegetativt. Der er en række forskellige kloner i dyrkning, der varierer lidt i størrelse og farve. Nem og kraftig soldug til udendørskultur.